MELLEMTRIN

 

Når skabet åbnes

-Kristendom i nutidslys

 

Bor den moderne Jomfru Maria i en campingvogn? Fødes Jesus  under en motorvejsbro, og er hyrderne i dag taxachaufførerne og kommunens nathold? Er der sammenhæng mellem flugten fra Ægypten i Det Gamle Testamente og de moderne flygtninge fra Syrien anno 2021? I Skovlunde kirkes højtidsskabe trækker billedkunstneren Erik Hagens Bibelens fortællinger helt op til nutidens lokalområde og gør dem relevante som en opfordring til handling i evangeliets ånd - her og nu. Der er en løftet pegefinger mod tilbagelænet vanekristendom, og fortællingen om Jesus er langt fra et sukkersødt glansbillede.

Eleverne skal på besøg i Skovlunde kirke og nysgerrigt undersøge de mange fortællinger og lag i kirkens fire højtidsskabe. Hér skal de blive skarpe på billedanalyse og gå på jagt efter temaer som: Det gode liv og det gode fællesskab, det mislykkede liv og manglen på fællesskab, vold og undertrykkelse, rigdom og fattigdom, håb og handling.

Undervisningsmaterialet til projektet lægger op til, at eleverne selv kan producere ”minihøjtidsskabe” ud fra elementer fra deres egen hverdagsvirkelighed. Der er lagt op til, at de skriver reflekterende og formidlende om deres valg af motiver - og måske laver en miniudstilling i Skovlunde kirke, hvis I har mod på det. Materialet giver også en indføring i den historiske baggrund for brugen af figurer, klædedragter og symboler fra kirkekunstens samtid - med udgangspunkt i et af Danmarks smukkeste historiske højtidsskabe, Boeslundetavlen fra 1300-tallet på Nationalmuseet. Sidst men ikke mindst bliver der kastet lys over kristendommens grundfortællinger og tolkninger af dem.

·        Målgruppe: 4.- 6. klasse

·        Fag: kristendomskundskab, dansk, billedkunst, historie

·        Lektioner: 4-12

·        Periode: Hele skoleåret 2021-2022

·        Tilmeldingsfrist: 2. september 2021

Projektet indeholder:

  • Lærervejledning med opgaver
  • Hjemmeside
  • Kirkebesøg i Skovlunde kirke

   LINK TIL TILMELDING